John står op kl. 11.00.

Det gør han sådan set hver dag.

For hvad er der egentlig at stå op til, når man nu på syvende år går derhjemme og ikke rigtig er kommet i gang med noget, efter han blev sygemeldt på sit gamle arbejde.

Han laver en kop kaffe, spiser en krydderbolle, tænder en smøg og efterfølgende for fjerneren. Han tager sin medicin. Tænder for computeren og går ellers i gang med dagens vigtigste dont: at game til han sover ved en 2-tiden, kun afbrudt af lidt spartansk aftensmad.

Sådan går tirsdag og onsdag også – som de jo har gjort uge ind og uge ud i årevis.

Men torsdag skal han starte på sådan noget i naturen, som han har hørt om i jobcentret. Og hvor der kun er mænd på holdet, hvilket han ikke har prøvet før.

Han har allerede mødt nogle af dem på et informationsmøde for nogle uger siden. De virkede egentlig ok flinke. Og så får han frisk luft, for det er udenfor, og der er bål, hvilket han ikke får ret meget af i løbet af ugen. John har jo egentlig været spejder engang som dreng, og der var han ret glad for bål og natløb og alt det der. Men siden hen skete der jo alt det lort, som gør, at han sidder, hvor han gør nu. Alene. Men sin kat. Og sin computer.

Det er blevet torsdag.

John skal afsted for første gang. Han har knap sovet hele natten, for hvad f… er det egentlig for noget, han har tilmeldt sig. Måske skulle han melde afbud med noget sygdom. Narj, nu har han jo tilmeldt sig. Og Bo, som står for det, har sagt på informationsmødet, at når man tilmelder sig, så forpligter man sig også på at være der for hinanden, herunder at møde op til møderne, selvfølgelig undtagen når man er syg.

Han dukker op på shelterpladsen, og genkender nogle af ansigterne fra informationsmødet.

Sammen med Bo og de andre mænd skal John hjælpe med at lave bål, så han går i skoven og sanker brænde. Inde i skoven genkalder han det, han lærte som spejder, når han skulle finde tørt brænde. Han sanker en god stak, går tilbage til shelterpladsen og hjælper med at tænde op.

Under optændingen falder han i snak med to af de andre, Martin og Anders. Det viser sig, at de også bøvler med det samme som ham. Det er egentlig meget rart at høre, at man ikke er den eneste i hele verden, der har det som ham. Det er som, at skuldrene falder lidt.

Herefter skal de alle sammen en tur i skoven. I stilhed. Bo siger, det handler om at slukke for øverste etage og komme ned i kroppen – hvad det end betyder. De bevæger os som en slange igennem skoven i 20 minutter. John går i midten af gruppen. Han oplever på én og samme tid at være alene og i samhørighed med de andre. I stilhed. I skoven. Han hører grenene knase under fødderne, bladene risle i trækronerne, og vinden, der tager fat i hans uglede hår.

De stopper op et godt stykke ind i skoven, samles i en kreds, og Bo fortæller om de fysiske aktiviteter, de skal lave nu – og hvorfor.

John og de andre kigger lidt på hinanden og er lidt tøvende med at komme i gang. Én af aktiviteterne er sådan noget, der hedder en træstamme. Én står i midten og én står foran og én står bagved. Så skal ham i midten lukke øjnene og lade sig føre frem og tilbage. Det er virkelig svært, synes John, da det er hans tur. For hvad nu, hvis de ikke griber ham. Og han falder. Som han har gjort så mange gange i livet. Men de griber ham.

Tilbage ved bålet, sætter de en kande bålkaffe over og sætter sig omkring bålet. Bo har sådan en talestav med, som han har fået af nogle af de andre mænd, som tidligere har været med på forløbet.

Reglen er ganske simpel: at den der har den taler, mens de andre lytter. John synes egentlig det er meget rart, for så ved man, hvad man skal gøre. Bo siger også, at man ikke behøver at sige noget, og man bare kan sidde og lytte og kigge ind i bålet, hvis man hellere vil det. Det får man også meget ud af, synes John. Flere af de andre vil gerne fortælle, og da det bliver Johns tur overvejer han, om han skal sige noget. Han sidder stille med talestaven, kigger ind i bålet og begynder så stille og roligt at fortælle små brudstykker af sin historie. De andre lytter bare. John ved, han ikke bliver afbrudt. Det er egentlig ret fedt, at man ikke skal kæmpe om taletid.

Da de fire timer er gået, siger han farvel til de andre og går hjemad.

Hans krop er tanket op med frisk luft, bålkaffe, og han kan mærke, at han allerede glæder sig til næste gang. Han fornemmer også en spirende følelse af ikke længere at være helt alene.

Om aftenen ser han én af hans bekendte dele en artikel på Facebook. Den handler om, at forskning viser, at naturen kan helbrede os. John smiler bare og tænker tilbage på dagen i skoven med de andre mænd.

(‘En historie om John’ er baseret på fortællinger fra mange af de mænd, vi har arbejdet med igennem vores forløb. John, Martin og Anders er opdigtede navne)