I Mandefællesskaber (nu Naturfællesskaber) arbejder vi med inspirationer, nye indsigter, livsmestring og tillidsfulde fællesskaber, der skaber nysgerrighed på egne kompetencer, egenskaber og begrænsninger – alt sammen i en udendørs ramme med naturen som scene.
Målet i projekt ”Fodfæste gennem naturen”, der er bevilget af VELUXFONDEN er at få en del af de udsatte mænd på arbejdsmarkedet i en eller anden form. Udsatte mænd i denne sammenhæng er defineret ved, at have stået udenfor arbejdsmarkedet i mange år og langt de fleste er diagnosticeret med en eller flere diagnoser.

Vi planlægger dagen for vores mandefællesskaber struktureret og tidsmæssigt genkendeligt fra mødegang til mødegang. Det skaber en vis tryghed for de mænd, vi arbejder med.
Det er kun indholdet i selve strukturen, som ændres fra gang til gang. Indholdet ændrer sig over tid i forhold til fastlagte temaer, som vi har drøftet og skemalagt, inden vi starter nye fællesskaber.

Det er dog et vigtigt metodegreb for os, og især for mig som facilitator, at arbejde agilt og fleksibelt i forhold til planlagt indhold. Det er med til at fastholde motivation, proces, inspiration og nærværende energi, når vi ”fanger” mændene, der hvor noget i dem fylder mest.

Vredens forløsende kraft!

For et stykke tid siden havde vi planlagt at snakke om, hvordan mændene administrerer deres tid i hverdagen – og hvordan de kan arbejde med mestringsstrategier i forhold til at skabe mere livsværdi i en struktureret hverdag gennem bedre styring af tiden. Mændene var bare ikke det sted den dag!

Derimod var et par af mændene let irritable af flere årsager, og især en enkelt var fyldt op af vrede. Vreden emmede i vedkommende, som en udefinerbar modstand og vægring mod alt, der lugtede bare lidt af ”systemet”.
Vreden kom til udtryk gennem afbrydelser i kommunikationen, uroligt kropssprog, ansigtsudtryk og generelt aggressiv udstråling – og forstyrrede resten af gruppen.

Jeg har tidligere vist gruppen, hvordan man mest sikkert bruger flækøksen.
Så jeg bad ”den vrede mand” om at gå over til kløvestubben, finde de brændestykker med flest sideknaster og begynde at flække træet i mindre stykker med flækøksen. Sideknaster i træet gør det betydelig sværere at flække – og jeg kunne observere, at det faktisk irriterede ham, at han ramte træet fint med øksen, men ikke havde kraft nok på til at flække træet.

Jeg pirrede ham lidt: ”Brug nu for helvede, dine kræfter – det er meningen, at du skal FLÆKKE, de træstykker – og du må gerne sætte lidt primitiv lyd på, mens du svinger øksen, hvis det kan hjælpe dig!!”

Så gav han los! Svingede øksen med stor kraft, udstødte et let brøl – og flækkede træet! Tog et stykke træ mere og gentog øvelsen – og sådan fortsatte han i sit eget lille univers, mens resten af gruppen fik fri sludretid ved bålet. Efter 10 minutter åbenbarede han for den øvrige gruppe, at det havde forløst et eller andet i ham. Han havde pludselig god mavekontakt til en gammel vrede, der var lagt låg på mange gange over flere år. Han var lettet – men ikke helt færdig endnu.

At få hjælp til at bryde ud!

Af den årsag valgte jeg, at vi måtte gå i skoven med det samme. Her lavede jeg en udbryderøvelse midt inde mellem træernes naturlige og bløde skovbund, hvor ovennævnte deltager skulle bryde ud fra den cirkel, som resten af gruppen dannede rundt om ham, ved at holde godt fast i hænderne på hinanden.
Jeg gav ham den opgave, at han skulle bryde ud ved at ”mosle” sig igennem gruppecirklen.
Mændene som dannede cirklen, fik til opgave at holde ham inde ved at rykke sammen, når han ville bryde ud. Øvelsen varede ca. 1½ minut med maksimalt ”mosle-arbejde” af alle mænd – og så brød han pludselig cirklen med høj puls, og forløst endnu engang. Han så gladere ud!
Det blev en utrolig givende øvelse for alle, da det viste sig, at resten af gruppen også fandt ”mosleriet” forløsende. De kom frivilligt ind i midten af cirklen på skift.

For den omtalte deltager, der startede dagen med masser af vrede i kroppen, blev det også starten på en proces. Han har flere gange på de efterfølgende møder ved bålet italesat, hvordan den omtalte dag, gav ham en ny og meget nærværende kontakt til sin egen vrede – og hvordan han samme dag også fik sat ord på, hvad vreden bl.a. oprindeligt handlede om. Han var over flere år blevet nedgjort af sin lærer i folkeskolen, der ikke mente han duede til noget!

Det har vist sig efterfølgende, at vedkommende har fundet en strategi til både at få kontakt til vreden, sætte ord på, og forløse vreden gennem simple kraftfulde, fysiske øvelser, hvor kroppen får lov at arbejde maksimalt til udmattelse, og hvor forløsning gennem udbrud, brøl og lyde bliver en supplerende faktor.

At gribe de udsatte mænd i nuet hvor de er, og sadle om i et dagsprogram, når det føles konstruktivt og åbenbarende for en ny proces, har vist sig, som et vigtigt metodegreb for os.
Det stiller krav til vores mindset som facilitatorer, da vi ikke må blive låst helt fast i et bestemt dagsprogram og en alt for stram struktur.
Det kræver en god faglig bagage at kunne trække øvelser fra, menneskekendskab, erfaring, mavefornemmelse og mod til at gøre det modsatte af det forventede.

Somme tider er det netop at gå ”offroad”, der skaber ny indsigt, proces og berigende oplevelser – ikke kun for deltagerne i vores fællesskaber, men også for os som facilitatorer!

Læs mere om Fodfæste gennem naturen her 

tekst & foto: Tommy Sørensen