Mette Fredriksen siger, at vi skal arbejde mere. Kaare Dybvad hylder i sin bog Arbejdets Land de forældre, der henter sent i børnehave og vuggestue. Meget tyder på, at arbejdslivet er blevet den nye vigtigste værdiskabende faktor for et menneskes identitet. Men hvad gør de mennesker, som ikke passer ind i rammen 37 timer, storrumskontor og 30 minutters frokostpause?

Vi oplever gang på gang, at borgere i vores forløb er ramt på hele deres identitet, fordi de i en årrække har stået uden for arbejdsmarkedet. Det rammer noget grundlæggende i os. Arbejdet har fået næsten overnaturlig betydning for vores følelse af at høre til i et fællesskab og i et samfund. Når du så står uden for denne institution, oplever mange af de borgere, vi møder, en form for eksistentiel tomhed. En tomhed, der kan afføde stress, depression, angst mv. Den følelse af meningsløshed skaber en negativ spiral, som kan være svær at komme ud af.

I naturen arbejder vi med at vende den spiral og genfinde en tro på egne evner. Derfor arbejder vi målrettet med at skabe tillidsbaserede fællesskaber, hvor borgerne langsomt oplever, at de kan være noget for andre, at de har værdi – uanset om de er på arbejdsmarkedet eller ej.

Vi tror på, at det er en proces, der er essentiel for at borgere i udsatte positioner kan nyorientere sig mod et arbejdsliv, de kan fungere i. Måske er det ikke et snorlige arbejdsliv på 37 timer i et larmende storrumskontor, men et mere fleksibelt tilrettelagt arbejdsliv med plads til, at vi alle er forskellige.