Forløb for voksne

Du er her: Hjem » Ydelser » Forløb for voksne

Bevægelsen mod arbejdsmarkedet starter i fællesskabet

26 ugers helhedsorienteret indsats for borgere i udsatte positioner over 30 år

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og borgere i ressourceforløb over 30 år er udsatte målgrupper, som ofte har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Denne målgruppe har ofte følelsen af at befinde sig på kanten af samfundet. Følelsen af at det nytter noget at rejse sig fra sofaen kommer længere væk for hver dag, der går.

Det ønsker vi at lave om på, fordi det er vores mangeårige erfaring med målgruppen, at de kan mere, end de selv tror. Men det kræver en målrettet intensiv indsats.

Der er evidens for, at en positiv tilknytning til arbejdsmarkedet har stor betydning for ens velbefindende – både fysisk og mentalt. Der er tilsvarende evidens for, at ophold i naturen og i positive fællesskaber har den samme effekt.

Derfor bruger vi natur og fællesskab som trædesten ind på arbejdsmarkedet for denne målgruppe. Og vi har gode resultater fra vores tidligere forløb.

Brobygningsforløb i naturen

Vi bruger bevidst naturen som medspiller i målet om at øge borgernes livsmestring, da øget fysisk og mental sundhed er en forudsætning for at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi bruger naturen aktivt og har en forskningsbaseret viden og uddannelse inden for natur og fællesskab. Læs mere om vores naturbaserede metode her.

Lokationen for indsatsen er beliggende i jeres kommune så tæt på offentlig transport som muligt, fx en spejderhytte. Der er adgang til toiletter samt en bålhytte til ly for sol, regn og vind, da vi som udgangspunkt er ude hele tiden.

Vi arbejder aktivt med det inkluderende fællesskab, ved at borgerne også sætter ord på de kompetencer, de spotter hos hinanden. Kompetencer som senere hen kan overføres til deres CV på Jobnet.

Tæt samarbejde med sagsbehandler

Vi ønsker at borgere i udsatte positioner får støtte i de svære overgange fra ledighed til opstart i virksomhedspraktik eller job. Derfor er det vigtigt for os at have jer med hele vejen fra visitation, midtvejsevaluering og afslutning. På den måde møder I borgeren i en anderledes arena i naturen, som skaber gode forudsætninger for en anden og mere uformel relation i øjenhøjde.

Vi ved fra flere års arbejde med borgere +30 år i fællesskaber i naturen, at en ny ramme i naturens rekreative rum sænker borgernes parader. Derfor styrkes tilliden til jer og til systemet generelt, når mødet foregår hos os. Hvis vi i fællesskab kan opnå det resultat, er vi nået langt for at sikre borgerens videre vej mod job og dermed fuld eller delvis selvforsørgelse.

Målgruppen – aktivitetsparate borgere +30 år på kontanthjælp.

Målgruppen er aktivitetsparate borgere +30 år på kontanthjælp. Det er ofte mennesker, som ikke kan deltage i de eksisterende tilbud i jobcentret. De har ofte psykiske eller fysiske sygdomme, sociale problemer, som spænder ben for den videre proces frem mod virksomhedspraktik og job.

Vi arbejder med borgere med diagnoser, angst, mindre misbrug, ensomhed og kognitive udfordringer. Vi arbejder ikke med borgere med psykoser, borgere der er i et banderelateret miljø samt integrationsområdet. Det er et krav, at borgeren taler og forstår dansk, da det er en forudsætning for det fællesskabsorienterede arbejde i naturen.

Kønsopdelte fællesskaber

Vi har erfaring med, at der er bedst effekt med kønsopdelte fællesskaber. Det sikrer trygheden i at dele med de andre i naturen. Vores erfaring er, at jo mere udsat man er, des større er behovet for at føle sig set og genkendt i de andres fortællinger i fællesskabet. Her bruger vi de kønsmæssige referencer i skabelsen af fællesskabet. Derfor anbefaler vi altid kønsopdelte grupper. Er det et krav for den enkelte kommune at blande kønnene, gør vi også det og vil naturligvis tage højde for det i arbejdet med fællesskabet.

Hvordan hjælper vi borgerne – naturen er trivselsgenerator

Mange års arbejde med mennesker i større eller mindre mistrivsel samt flere års projektsamarbejde med CABI og Veluxfonden har givet os den erfaring, at mennesker i mistrivsel ofte blomstrer og vokser både socialt, fagligt og personligt, når de flyttes væk fra kommunens rammer og ind i en ny arena i naturen. Her har de ikke dårlige erfaringer med sig i bagagen, og her har det mindst lige så stor værdi at være praktisk tænkende og god med sine hænder.

Vi er i Naturfællesskaber trænet i at spotte borgerens uforløste talenter og kompetencer og hjælper borgeren med selv at se det og oversætte det til noget værdifuldt i en arbejdsrelateret kontekst.

Hvorfor arbejder vi i naturen?

  • Bedre søvn, frisk luft og stærkere kroppe højner den fysiske og mentale sundhed

Vi arbejder i naturen, fordi naturen vækker sanserne og beroliger det parasympatiske nervesystem. I naturen er der ingen skærm, SoMe og andre stimulanser. Den ro, naturen skaber, bruger vi til at tale om borgerens livshistorie, fremtid, mål og drømme i et stille og roligt tempo rundt om bålet.

Borgerne lytter også til hinanden og deler på skift, når de er klar til det. Det er styrkende for fællesskabet og den enkeltes følelse af at bidrage. Vi arbejder også med stilhed og plads til refleksion via gåture. Dernæst laver vi fysiske øvelser og har altid sund, nærende mad over bål som fællesskabselement.

Tiden udendørs samt den nærende mad har også den positive sideeffekt, at det styrker borgernes søvnhygiejne, som ofte er udfordret af en skæv døgnrytme. De bliver naturligt trætte, når de bruger deres kroppe udenfor og får frisk luft. Det er også essentielt at de er væk fra skærme og får arbejdet med deres eventuelle afhængighed af mobiltelefoner, SoMe mv.  Læs mere om vores forløb her.

At deltage i forløbet var stærkt medvirkende til, at jeg i dag er kommet i job.

”Da jeg startede i forløbet, var jeg en mand, der ikke troede, at jeg var god nok. Jeg havde ikke meget selvtillid. Jeg følte, at jeg ikke var lige så god som alle andre. Alle dage lignede hinanden. Der var ikke rigtig noget at se frem til. Forløbet gjorde en kæmpe forandring for mig. At deltage i forløbet var stærkt medvirkende til, at jeg i dag er kommet i job.”

Thomas H, tidl. aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager.

Vælg mellem 3 forløb

26 uger i naturen – 26 mødegange

1 mødegang om ugen á 4 timer samt ét opsamlende møde efter endt forløb.
Her samler vi op på den videre plan med borgeren og andre fagpersoner omkring borgeren i kommunen.

26 uger i naturen – 39 mødegange

2 mødegange de første 13 uger á 4 timer.
Derefter en mødegang de sidste 13 uger á 4 timer.
Samlet set 39 mødegange i naturen.
Efter forløbet mødes vi 4 gange med borgeren og andre fagpersoner omkring borgeren i kommunen. Vi anbefaler altid at mødes i naturen igen, men det er noget vi aftaler i tæt samarbejde med jer.

52 uger i naturen – 1 ugentlig mødegang – løbende optag

Det er muligt at udvide med 52 ugers varighed med løbende optag til borgere, der har behov for et længere forløb.

En dag i naturen – en fællesskabssmagsprøve for borgere på kontanthjælp

Dette er en dag, hvor borgerne kan få en smagsprøve på, hvad det vil sige at deltage i et 26 ugers forløb med Naturfællesskaber.  Her kan op til 16 borgere deltage.
Denne dag betales særskilt. Ønsker I efterfølgende  indgå et samarbejde med om ét af vores forløb, fratrækkes prisen for denne dag den samlede pris.

Rammerne for begge 26-ugers forløb: For at fællesskabet skal have den ønskede effekt, består et hold af minimum 8 borgere.

Længere nede på siden uddyber vi 26 ugers forløbene.

Hvad får jobcentret ud af det?

Efter 26 uger med Naturfællesskaber får I en gruppe af borgere med øget livsmestring. En øget livsmestring og beskæftigelse understøtter hinanden og er hinandens forudsætninger. Derfor vil borgeren have en naturlig øget motivation for den videre plan mod ordinær beskæftigelse.

 

Efter 26 uger får I en gruppe af borgere, som

  • har en klar plan mod ordinær beskæftigelse og er motiveret for denne
  • har fået lavpraktiske færdigheder som madlavning, båltænding, brændekløvning mv.
  • har fået et mentalt frirum og styrket fysisk og mental sundhed
  • har dannet relationer på tværs med andre borgere og dermed er mindre ensomme
  • har fået en bedre fysik og forståelse for egen krop, grænser og behov
  • har en fornyet tro på sig selv og eget værd og dermed lettere ved at gennemføre en virksomhedspraktik og opnå ordinære løntimer
  • har fornyet tillid til systemet og jer og er dermed mere samarbejdsvillige fremadrettet.

Ønsker I, at Naturfællesskaber iværksætter virksomhedspraktikker for jeres borgere, så har vi også erfaring med det. 

“MÆNDENE I SKOVEN”

P1’s Baglandet følger vores URkraft-mandefællesskab i Odsherred tæt i to programmer. Lyt med og kom tæt på Thomas, André, Gustav og Kim og bliv klogere på, hvad mandefællesskabet har betydet for dem.

Sådan kommer I i gang

  1. Vi kommer til et møde hos jer i jobcentret. Her hører vi om jeres konkrete behov og eventuelle spørgsmål til os.
  2. Vi aftaler et tidspunkt, hvor vi fysisk eller online præsenterer vores tilbud, inkl. visitationsprocessen.
    Vores erfaring er nemlig, at eventuelle misforståelser ryddes af vejen, og forløbets detaljer kan rettes til undervejs.
  3. Herefter fremsender vi det tilbud, som vi blev enige om på mødet i pkt 2, så I har mulighed for at kigge det igennem i ro og mag.
  4. Visitationsprocessen forløber således:
    1. Når vi har underskrevet aftalen, tilbyder vi at komme ca. en måned før opstart af forløbet for sammen med jeres sagsbehandlere at screene relevante kandidater til forløbet. Vores erfaring er nemlig, at det i en travl hverdag virker rigtig godt at ‘låse’ tiden, så vi i fællesskab får fundet de relevante kandidater for forløbet.
    2. Når vi har identificeret de relevante kandidater, bliver borgerne inviteret til en visitationssamtale på den lokation, hvor forløbet afvikles, evt. sammen med borgerens sagsbehandler. Her sidder vi omkring bålet, får en bålpandekage og taler om, hvad forløbet handler om.
      På dagen eller senest dagen efter tilkendegiver borgeren, om det er en indsats, vedkommende vil være en del af.
    3. Typisk starter starter forløbet op ugen efter

Sådan forløber 26 uger med 39 mødegange:

Vi mødes 2 gange om ugen i 13 uger og derefter 1 gang om ugen i de følgende 13 uger.

De første 13 uger taler vi ganske lidt om job eller afklaring. Det gør vi helt bevidst, fordi vi ønsker at give borgerne et pusterum, som ikke handler om at præstere. De første 13 uger har vi fokus på fællesskabet, at danne relationer og at arbejde med livsmestring. Vi har samtaler med borgerne om deres selvforståelse, drømme og livsudfordringer. Vi er i udgangspunktet ikke løsningsorienterede, men giver borgerne plads til at blive forstået og opleve sig forstået. Det er væsentligt, at en handlingsorientering ikke overtager styringen for samtalen, da borgere i mistrivsel har brug for tid, og de har brug for at føle sig som en del af noget, støttet af professionelle. I fællesskabet og i de trygge rammer, som vi skaber i naturen, finder nye ressourcer og positive overbevisninger vej, hvis vi giver det tid og skynder os langsomt.
Læs her om, hvordan en dag i naturen typisk foregår.

Midtvejsevaluering:

Efter de 13 uger inviterer vi jer til en midtvejsevaluering i naturen, hvor I ser de ressourcer og nye, positive overbevisninger, borgeren har fået med sig. Her fortæller vi, mens borgeren hører det, hvor de fungerer godt, og hvor der er udviklingsmuligheder. De får lov til at vise forskellige færdigheder, de har opnået i skoven. Måske har de bygget en tømmerflåde, måske kan de lave et bål, måske har de fået bedre fysik m.m. Det gør vi primært for at styrke relationen mellem jer og borgeren samt styrke borgerens stolthed og lade borgeren opdage nye ressourcer hos sig selv.

De sidste 13 uger – vejen mod virksomhedspraktik og job:

I tæt samarbejde med jer arbejder vi de sidste 13 uger mere målrettet mod en nyorientering mod virksomhedspraktik eller job. Her vil vi stille og roligt tale om forskellige muligheder for virksomhedspraktik og arbejdsmarkedet generelt. Vi er i Naturfællesskaber trænet i at spotte borgernes uforløste talenter og kompetencer og hjælper borgeren med selv at se det, anerkende det samt oversætte det til noget værdifuldt i en arbejdsrelateret kontekst.

Ønsker I at Naturfællesskaber iværksætter virksomhedspraktikker for jeres borgere, så kan dette som før nævnt også lade sig gøre.

Som afslutning på forløbet i naturen får borgeren et diplom, hvor vi dokumenterer, at de har været en aktiv del af Naturfællesskaber.